En lektie for livet

Nogen gange opdager man ikke at man er på vildspor

Jeg har et billede i min gemmer, der minder mig om, hvorfor jeg er så varm en fortaler for agile software metoder. Billedet er taget om aftenen den 26. Januar 1998, lige før offentliggørelsen af LEGO MindStorms og LEGO Technic CyberMaster på Royal College of Art i London.

Jeg var ansat som Technical Producer i LEGO SPU Darwin. Det var LEGO’s udviklingsafdeling for digitalt legetøj. Jeg var på LEGO Technic CyberMaster projektet, og vi havde knoklet dag og nat for at blive klar til offentliggørelsen. Jeg var træt og anede ikke hvad der ventede mig.

Teamet jeg arbejdede på var ungt – og for mange af os var det det første store projekt. Budgettet var på adskillige millioner og vi lavede en hel del pioner arbejde. Vi opbyggede et SDK til multimedia produktioner fra bunden af i C++.  Dette blev efterfølgende brugt til adskillige produktioner. Vi lavede research, der viste at børn byggede med færre fejl ved at følge animerede byggevejledninger – (Eneste udfordring på daværende tidspunkt var at PC’en ofte stod på fars kontor frem for i børneværelset). Vi lavede 640×480, 15fps CGI animationer, oversatte til 16 sprog (som udkom parallelt med Uk versionen) indtalt ved hjælp af skuespillere og masser af lipsync. Og frem for alt – vi udkom til den planlagte tid. I det hele taget havde vi et ry som lidt af et ninja team internt i gruppen. Vi havde succes.

Vi var drevet af entusiasme og konkurrence. Folk der ikke kunne levere, blev sat af holdet. Vi talte ikke godt om vores “interne” konkurrent LEGO Mindstorms. LEGO Mindstorms blev udviklet af et søster team – og vi gjorde alt hvad vi kunne for at få LEGO CyberMaster til at fremstå mere professionelt.

Det tætteste vi kom på en udviklingsmodel

Et mantra jeg lærte på LEGO var: “Vi kan ikke flytte julen”. Hvis man missede julehandlen, var der i sagens natur, et år til næste jul. Vi knoklede det bedste vi havde lært. Vi gjorde mange ting rigtige, rettede fejl så snart de blev fundet, arbejdede med letvægts specifikationer og iterativ udvikling. Vi havde en simpel udviklingsmodel. Features blev opdelt i Core, Important og “Nice to have”. Ideen var, at vi kunne skære “nice to have” væk, hvis vi løb tør for tid. Desværre havde vi ikke rigtig nogle metoder til at styre de enkelte iterationer, og når vi smed noget “Nice to have” væk, havde vi ofte brugt en del både tid og penge.

Set i bakspejlet var vi både arrogante og selvfede. Vores projekt-kultur var præget af at trash-talke vores kollegaer i de andre projekter. Vi havde meget lange arbejdsdage og vi havde svært ved at styre den kreative process. Personligt var jeg i perioden meget tæt på skilsmisse, da jeg aldrig var hjemme. Med barn nummer to Magnus, fik min dejlige kone Hanne nok en dag. Hun sagde stop. Den gang kunne jeg ikke se, hvad der kunne gøres anderledes, men vi fik heldigvis reddet ægteskabet. Havde vi kendt til metoder som Scrum og Kanban – er jeg sikker på, at det havde set anderledes ud.

Den dag i dag, trækker jeg mange på erfaringer fra dengang: Det er vigtigt med en god work-life balance. Det er lysten der driver værket. Man bliver bitter af at tale dårligt om andre. Det er vigtigt med en kreativ process. Det er sjovt at sparke røv. Og frem for alt – den der handler vinder.

PS. Til sidst lige et kig på Introen til LEGO Technic CyberMaster CD-Rom’en. Jeg synes stadig den er fed!